Det er sikkert og vist. Vi vender retur til Danmark i slutningen af august. Det begynder vi efterhånden at glæde os til.
I dag nåede så nyheden om min afløser aviserne. I denne artikel vil man (hvis man behersker arabisk) kunne læse at Eyhab Al Hajj er blevet forfremmet til Business Development Director i Nawras med effekt fra august. Eyhab tilhører den relativt lille elite af veluddannede og internationalt orienterede personer i det omanske samfund. Han er universitetsuddannet, og har derudover en MBA. Han er halvt palæstinenser og kvart zanzibari, hans kone er fra Jordan - men han føler sig selv meget omansk. Han har boet i England og Holland tidligere, men har de sidste 10 år arbejdet i olieindustrien hos det store nationale oliefirma PDO. Jeg ansatte ham i December 2004 og han har generelt gjort det fremragende. Eyhab er den første omaner i Nawras der bliver forfremmet op igennem organisationen til Director-niveau hvilket naturligvis sender et godt og stærkt signal i resten af organisationen og ligeledes er grunden til at det blev en hel lille historie i aviserne hernede.