For et par uger siden døde emiren af Kuwait. Kuwait ligger som bekendt oppe i bunden af Golfen, godt 1000 kilometer fra Oman og kan ikke beskrives som et tæt naboland til Oman. Ikke desto mindre resulterede det i at der, samme dag som dødsfaldet blev annonceret, her i Oman blev erklæret 3 dages sørgeperiode. Det betød at samtlige offentlige institutioner lukkede i 3 dage og alle offentlige ansatte fik fri. Der er ingen tvivl om at det arabiske sammenhold - specielt blandt landende i GCC (Gulf Cooperation Council som består af Bahrain, Kuwait, Quatar, Oman, Saudi Arabia, og UAE) er stærkt og at man via begivenheder som disse ønsker at signalere dette meget stærke sammenhold. Der er heller ingen tvivl om at konceptet om at vise respekt for de døde og deres efterladte antager en dimension vi som danskere ganske simpelt har svært ved at sætte os ind i.
I dag oplevede vi så samme fænomen bare i mere lokalt firma-regi. Bestyrelsesformanden i Nawras er en respekteret herre i det omanske forretningsliv. I går døde hans søster efter længere tids sygdom. Det er naturligvis sørgeligt - men at det er et firma-anlæggende virker på os en smule overdrevet og et eller andet sted unødvendigt. Men sådan opfattes det bestemt ikke i Oman. Nawras havde derfor i dagens avis en stor annonce hvor vi tilkendegiver firmaets kondolence med bestyrelsesformanden i anledning af hans søsters død. Herudover var firmaet nærmest ved at gå i stå i dag da en del af de Omanske medarbejdere kørte 2-3 timer ud til den landsby hvor søsteren kom fra for at vise deres respekt for familien. Ingen diskussion. Det gør man da bare.
Uden på nogen måde at skulle virke følelseskold, så virker det altså som et lille effektivitets-problem at hele samfundet går på vågeblus i 3 dage fordi emiren i Kuwait dør - og at et helt firma går på vågeblus fordi bestyrelsesformandens søster dør. Det bliver spændende at se om disse traditioner får lov at overleve effektivitetsbølgen de næste 10-20 år.